Artikel om instrumentet Bandonion/Bandoneon

 

”Das Bandonion” blev opfundet for over 160 år siden af musiklæreren Heinrich Band fra Krefeld og blev næsten kun bygget i Tyskland. Instrumentet er egentlig ikke en selvstændig opfindelse, men et endeligt produkt af en lang udviklingsrække (organochordium, aeoline, harmonium, mundharmonika, koncertina). Heinrich Band havde lært at spille på koncertina, bygget (af Uhlig), som han på grund af det begrænsede omfang af toner byggede om og udvidede. Ud fra denne bandoneon blev der i 1924 skabt en enheds bandoneon med obligatoriske knapper og en obligatorisk grebstabel. Samtidig slog den internationale betegnelse og stavemåde ”Bandoneon” igennem.

Fra 1924 bliver hovedsalig den 144-tonede bandoneon spillet, som fremstår med 37 knapper på melodi-siden og 35 på bas-side. Kasserne til højre og venstre for bælgen, hvori stemmestokkene og frit svingende stemmetungerne ligger er udelukkende bygget af træ, mens bælgen, der kan trækkes ud til max. 70 cm er fremstillet af pap, overtrukket med pyntepapir.

Bandoneonen er vekseltonig – dvs. at hver knap spiller forskellige toner, alt efter om man trækker eller skubber. Denne skiften af toner på begge sider kræver stor koncentration af spilleren, fordi han således skal beherske fire grebstabeller (to for hver hånd). I modsætning til harmonikaen har den ingen sammenkoblede basser. Derfor kan enhver melodi spilles – også på bassiden. På en bandoneon kan man således uden videre spille polyfont.

Heinrich Band gjorde denne spillemåde lettere, idet han forsynede hver enkelt tast med tal og satte et tegn for tryk og et for træk i nodebilledet, så spilleren kun skal holde øje med hver nodes værdi. Med denne forenkling blev det muligt for folk at lære at spille på bandoneon uden at kunne noder.

Efter udviklingen af enheds bandoneonen udbredtes instrumentet især i industriområderne og medførte grundlæggelse af mange foreninger. I 1942 eksisterede der i Tyskland faktisk 342 rene bandoneon orkestre, 12 bandoneon / stryger orkestre og 38 koncertina / bandoneon orkestre.

I dag er der kun få bandoneon foreninger i Tyskland – det sidste rene bandoneon-orkester(Kieler Bandonion Orchester) blev desværre opløst i 2010. Grunden til den faldende interesse for dette smukke instrument er hovedsalig den yderst komplicerede tone opbygning, som medfører at det tager så lang tid at lære at spille.

Men en ting står tilbage: Bandoneonens imponerende klang.
 

Skrevet af Horst-Hermann Schuldt den 9.11.2004.

Oversat af Alice Agerholm med musikfaglig hjælp af Bjarne Vindum, som har følgende tilføjelse:

 

Bemærkninger om dette ”verdens mest ulogiske instrument”.

I bassen er 9 taster entonige, og i diskanten 11. Intervallerne på tasterne er meget forskellige, ikke som på harmonikaerne enten en halv tone, eller knapspillets tre halvtoner. Tone omfanget er fra C i store oktav til diskantsiden 3-stregede a. Benævnelserne på tasterne går på begge sider fra 1 til 16, plus en masse delvis fantasifulde som 1/1- 1/2  - + - 0/0 – codategn, trekanter og lignende. I diskanten ligger 3-streget e på tast 13 i første række tryk, mens det ligger i femte række tast 2/2 i træk, og så er der en afstand ca. diagonalt på tre taster. Blev De forvirret? Lær at spille bandoneon kun efter noder.