Artikel om instrumentet Bandonion/Bandoneon
”Das Bandonion” blev
opfundet for over 160 år siden af musiklæreren Heinrich Band fra Krefeld og
blev næsten kun bygget i Tyskland. Instrumentet er egentlig ikke en selvstændig
opfindelse, men et endeligt produkt af en lang udviklingsrække (organochordium,
aeoline, harmonium, mundharmonika, koncertina). Heinrich Band havde lært at
spille på koncertina, bygget (af Uhlig), som han på grund af det begrænsede
omfang af toner byggede om og udvidede. Ud fra denne bandoneon blev der i 1924
skabt en enheds bandoneon med obligatoriske knapper og en obligatorisk
grebstabel. Samtidig slog den internationale betegnelse og stavemåde
”Bandoneon” igennem.
Fra 1924 bliver hovedsalig
den 144-tonede bandoneon spillet, som fremstår med 37 knapper på melodi-siden
og 35 på bas-side. Kasserne til højre og venstre for bælgen, hvori
stemmestokkene og frit svingende stemmetungerne ligger er udelukkende bygget
af træ, mens bælgen, der kan trækkes ud til max. 70 cm er fremstillet af pap,
overtrukket med pyntepapir.
Bandoneonen er vekseltonig
– dvs. at hver knap spiller forskellige toner, alt efter om man trækker eller
skubber. Denne skiften af toner på begge sider kræver stor koncentration af
spilleren, fordi han således skal beherske fire grebstabeller (to for hver
hånd). I modsætning til harmonikaen har den ingen sammenkoblede basser. Derfor
kan enhver melodi spilles – også på bassiden. På en bandoneon kan man således
uden videre spille polyfont.
Heinrich Band gjorde denne
spillemåde lettere, idet han forsynede hver enkelt tast med tal og satte et
tegn for tryk og et for træk i nodebilledet, så spilleren kun skal holde øje
med hver nodes værdi. Med denne forenkling blev det muligt for folk at lære at
spille på bandoneon uden at kunne noder.
Efter udviklingen af
enheds bandoneonen udbredtes instrumentet især i industriområderne og medførte
grundlæggelse af mange foreninger. I 1942 eksisterede der i Tyskland faktisk
342 rene bandoneon orkestre, 12 bandoneon / stryger orkestre og 38 koncertina / bandoneon orkestre.
I dag er der kun få
bandoneon foreninger i Tyskland –
det sidste rene
bandoneon-orkester(Kieler Bandonion Orchester) blev desværre opløst i 2010.
Grunden til den faldende interesse for dette smukke instrument er hovedsalig den
yderst komplicerede tone opbygning, som medfører at det tager så lang tid at
lære at spille.
Men en ting står tilbage:
Bandoneonens imponerende klang.
Skrevet af Horst-Hermann
Schuldt den 9.11.2004.
Oversat af Alice Agerholm
med musikfaglig hjælp af Bjarne Vindum, som har følgende tilføjelse:
Bemærkninger om dette
”verdens mest ulogiske instrument”.
I bassen er 9 taster
entonige, og i diskanten 11. Intervallerne på tasterne er meget forskellige,
ikke som på harmonikaerne enten en halv tone, eller knapspillets tre halvtoner.
Tone omfanget er fra C i store oktav til diskantsiden 3-stregede a.
Benævnelserne på tasterne går på begge sider fra 1 til 16, plus en masse delvis
fantasifulde som 1/1- 1/2 - + - 0/0 –
codategn, trekanter og lignende. I diskanten ligger 3-streget e på tast 13 i
første række tryk, mens det ligger i femte række tast 2/2 i træk, og så er der
en afstand ca. diagonalt på tre taster. Blev De forvirret? Lær at spille
bandoneon kun efter noder.
Foreningens formand, Horst Hermann Schuldt, kommer dog stadig jævnligt til DK og giver et nummer på dette pragtfulde instrument. Nærmere oplysninger fås hos Alice - alicevhk@gmail.com